Borchs i 90'erne
Fra Borchipedia
SØREN E. JENSEN
Hvad er Borchs? Et kollegium eller et kollektiv?
Den allerførste ting jeg fandt ud af, da jeg flyttede ind på Borchs, var at det ikke var et godt sted for de store lidenskaber, hvilket i mit tilfælde ville sige sex og skænderi.
Af grunde som jeg afgjort ikke vil nævne havde jeg nemlig brug for begge dele, da jeg gjorde min mere end middelmådige entré på vort ærværdige kollegium.
Men for at tage historien: Jeg prædikede i den kirke, jeg arbejdede i, om søndagen, jeg skulle flytte ind på Borch om mandagen, og netop den dag modtog jeg et brev fra kirken. Jeg tænkte, at det nok var en takkeskrivelse for mine ord, evt. vedlagt en lille check, men da jeg åbnede brevet, reagerede jeg, som ethvert sundt menneske reagerer på en katastrofe: chok, lammelse, reaktion. Hvad er det modsatte af taknemmelighed? u-ditto. Alt, hvad kirken ønskede, var, at jeg holdt mig væk, ikke mere frekventerede deres kontor (og konto), slut med at være kordegnvikar, en fyreseddel, sort på hvidt og gældende fra dags dato. (Lad mig for en ordens og min fremtids skyld nævne - ikke mindst hvis der sidder indflydelsesrige, gejstlige (og derfor) afdøde alumner, som læser dette - at fyresedlen var forfattet om lørdagen, men på god kræmmervis havde kirken lige regnet ud, at de kunne nå at score en gratis prædiken fra mig om søndagen, hvorfor jeg først røg ud af røret om mandagen. Det var altså ikke mine ord, men mig selv, de gik efter.)
Helt symbolsk blev min første dag på Borch således også min sidste i kirken.
Nu vil jeg nødig gøre ondt værre, men det bliver alligevel nødvendigt: for at det ikke skal være løgn, havde jeg (som det hed i halvfjerdserne) ondt i intimssfæren, hvad der ikke var en uvæsentlig årsag til, at jeg overhovedet søgte en plads på kollegiet.
Ved indflytningen medbragte jeg kun et sparsomt møblement, der bar synligt præg af den beslutning, jeg tidligere havde fostret: at bo enkelt og asketisk, hvilket materielt betød en skumgummimadras, en sovepose, min skrivemaskine, en sort affaldspose med diverse tøjsortiment, en mindre pose teologisk litteratur samt stereoanlægget.
Nu er det bare sådan, at Verden har indrettet sig på en måde, der kun nødigt forener asketisk indretning og verdslig levevis: ballerne blev såvel ømme som kolde, da jeg i dagene efter - med kometagtig fart - opbyggede kollegiets største ølregning, hvis udbytte blev indtaget på Nøglehullets alt andet end magelige gulvbrædder.
"Hvor bor du dog hyggeligt", rungede det fra gæsterne. "Ja, det er et fedt kollegium", replicerede jeg.
- Men det var det nu ikke helt: Jeg følte mig en anelse isoleret på Borchs kollegium, dér i Nøglehullet. Det var som om, at jeg ikke rigtigt var med, ikke var en rigtig alumne; jeg havde et værelse - javist - men kun som gæst. Jeg har senere erfaret, at dette er en permanent følelse blandt nyindflyttede alumner: Man flytter ind, men ved ikke rigtigt, om man er velkommen eller ej - andre alumner fiser op og ned af trapperne og når blot en nødtørftig hilsen på vej til eller fra ærinde. Man står tilbage og med ét bliver man ramt af en gammel Bowiesang: "We have five years left to die in..." Enhver gammel borchianer ved, at alt dette udelukkende hænger sammen med, at man bor "nede i stuen", "nede i slumafdelingen", væk fra os andre med fælles madordning, direkte-klokke-til-værelset, snak-på-gangen-og i -køkkenet, kort sagt: det sande Borchs på (primært) 1. sal og (sekundært) 2.
Så alt i alt var det lidt ensomt at bo i slumværelset, og jeg følte mig overbevist om, at det øvrige kollegiums fravær udelukkende skyldtes skepsis pga. min ømme intimssfære samt de auditive følger af fjendtlige, henholdsvis ømme scener.
Men som ordet siger: Hvad var nåde uden synd? og da jeg efter ganske kort tid fik et andet og bedre værelse, følte jeg rigtigt, at jeg var flyttet ind i Borch - hvilket også vil sige Det indre Borch, 1. sal - som egentlig alumne med eget skab i det trafikerede køkken, en nødvendig del af den fælles madordning, umærkeligt hilsende på folk på gangen, i ro og mag henholdsvis udskældt og udskældende i protokollen og ord som leges, RI, omnes blev hurtigt lige så naturlige som industriferie, stearinlys, asfalt. Borch gik i blodet.
Hvad jeg desværre også blev indviet i var sladderen. Jeg fik fra så at sige alle øvrige alumner at vide, at enkelte øvrige alumner var nogen idioter, der "ødelagde fællesskabet" med deres "intrigemageri". Jeg fandt aldrig ud af hvilke alumner hentydningerne var møntet på, for det var netop hentydningerne, sagt med tyst stemme og altid indeholdende sætningen: "Jeg vil ikke nævne navne, men..."
Så jeg spekulerede som en gal på, hvem der mon ødelagde fællesskabet, men den ene alumne var mere flink end den anden, og til sidst nåede jeg frem til den, skulle det vise sig, rigtige konklusion, at der nok ikke var en dårlig stemning på Borchs, allerhøjst en dårlig poststemning. At jeg med denne antagelse ramte endog såre præcist erfarede jeg et par måneder senere, da jeg fik fingre i den protokol, der var udfyldt umiddelbart før min indflytning, og tak skal du ha', det var ellers ikke rar læsning, i grunden ikke så meget de direkte personangreb, hvor navngivne alumner ønskedes afdøde (og det helst i mere end borchiansk betydning), men snarere substansen i protokollen, de korte beskeder, der her for alvor var korte, end ikke et subjekt ofrede man plads på: "Er på Fyn til torsdag", "Mangler bøjler i vaskekælder", "pol. tirs. forsvundet" etc.; alt sammen udtryk for, at når man nu engang ikke kunne være totalt fraværende, så gjaldt det om at gøre nærværet så minimalt som muligt. Det må ikke have været rart; nitten ikke-med-hinanden-fungerende alumner tvunget til at bo i samme hus og medvirke i hinandens dagligdag.
Hvad er Borchs? Kollegium eller kollektiv?
Men fraset sladderen (der hurtigt hørte op, efter den var afleveret) var det nu slet ikke så dårligt på Borch i foråret '90, måske også fordi man var i en overgangsstemning, henved halvdelen af kollegiet stod foran flytning. Man tiltalte hinanden i en yderst ærværdig tone, der passede fint til de historiske omgivelser, vi befandt os i, faktisk er det ikke forkert at sige, at der var en direkte borchiansk dialekt, om ikke venligst udlånt, så dog kraftigt inspireret af det højere lags tone i halvtredserne. Det var vendinger som "Det forekommer mig, at jeg har ladet mig fortælle..." eller "Man kunne måske antage at....", naturligvis garneret med et ikke overskueligt antal øh'er, hvorved selv såre verdslige meddelelsesord som "opvask" og "wc-papir" blev formidlet i en akademisk tone.
Det kan måske lyde af for meget af det gode, men det var det ikke; omgangstonen var kun en del og et udtryk af omgangen med hinanden som sådan: det lå som en stiltiende accept, at man var nitten forskellige individer anbragt under samme tag, med visse fælles faciliteter (badeværelse, køkken, bibliotek), men så sandelig også med hver sit værelse, som man beherskede enevældigt. Sagt på en anden måde: ens dørtrin repræsenterede en grænse mellem det fælles og det private. Naturligvis kunne denne på en gang meget fælles og meget individuelle måde at bo på til tider føre til groteske dilemmaer, som da min kæreste og Ann-Claire en varm sommerdag lå og solede sig i haven og følte sig henvist til den langt mere offentlige Kongens Have, fordi de ønskede at ligge topløse. Men jeg forstår dem godt; faktisk synes jeg, at de skulle gå i Kongens Have, for hvis man ønsker at bevare et skel mellem fælles og privat, er det tvingende nødvendigt, at man udviser hinanden en pæn portion værdighed, hvilket traditionen har lært os også indebærer tækkelighed.
Den balance fornemmede jeg egentlig fungerede meget fint i foråret '90, måske ikke mindst fordi den blev holdt pænt i ave af PV, den logiske patriark, som helt symbolsk havde sit soveværelse lige i midten af Borchs, hvor han lå og havde et vågent øje til os, hvilket ikke bør forstås konkret: da vi en dag diskuterede larmen fra St. Kannikestræde bekendte PV, at han kun havde hørt skraldemændene to gange i de fem år, han havde boet her; den ene gang skyldtes at han allerede var stået op, den anden gang skyldtes det at han endnu ikke var gået i seng.
Men PV er også et særtilfælde; man skal være usandsynlig hårdfør eller også ualmindelig træt, hvis man ikke daglig generes af støjen fra St. Kannikestræde som kan deles op i to kategorier: erhvervs- og fritidslarmen. De falder uheldigvis på hvert sit tidspunkt, men er lige overflødige. Da jeg flyttede ind på Borchs tænkte jeg meget på, at jeg nu flyttede "ind til byen", men jeg glemte at jeg således også flyttede væk fra mennesker og ind i et larmende ingenmandsland, hvor kun ragelsen hersker - laveste fællesnævner for beklædningsgenstande og massekultur. Derfor bliver jeg lige så sur, når jeg kl. fem om morgenen bliver vækket af en dyttende lastbil, som når jeg kl. to om natten bliver vækket af en hoben fulde unge, for jeg ved, at lastbilen er på vej med endnu en sending Wranglerjeans og Levi's-sweat-shirts som om aftenen i øl-og-bræk-tilstænket tilstand vil ses på kroppene af en rastløs ungdom fra Ballerup.
Brum-brum-dyt-støjen er del af samme cyklus som Hey-hey-klir-larmen; en cyklus bestående af tøjforretninger, falaffelgriller, gumpe-tunge værtshuse, banker og intet andet - alle disse ting, der har gjort, at Københavns centrum ikke længere kaldes Indre By, men City, skønt den rettelig burde hedde, hvad en ven engang betegnede den som: Horsens anneks.
Faktisk gik larmen mig i den grad på nerverne, at jeg om sommeren måtte væk, have fred, på landet simpelthen, to måneder på en nedlagt vandmølle midt på en jysk hede så fjernt fra St. Kannikestræde som man overhovedet kunne forestille sig. Og mens jeg befandt mig på heden rapporterede min kæreste, næsten dagligt, at der nu var flyttet en ny en ind på kollegiet, hvilket bevirkede, at jeg, da jeg vendte tilbage, pludselig tilhørte den erfarne halvdel af alumner til trods for, at jeg kun havde beboet kollegiet i fem måneder, heraf de to endda i eksil.
Denne status som ældre alumne regnede jeg med ville blive belønnet med en vis ærbødighed fra de nyindflyttede, sådan som man ofte støder på det i studenterromanerne. Ikke at de skulle pudse mine sko, men en enkelt strøget skjorte har også ret. Jeg skulle blive klogere: Nærmest fra jeg trådte ind i hall'en fornemmede jeg, at det Borchs jeg havde forladt kun havde meget lidt tilfælles med det Borchs, der nu herskede og fungerede.
Dørene til flere værelser stod åbne (utænkeligt før sommeren), protokollen bestod nu ikke kun af korte beskeder samt undertegnedes vandede indlæg, men af korte beskeder og undertegnedes og andres vandede indlæg, og de nyindflyttede så ud til ikke alene at føle sig hjemme, men tilmed at betragte Borchs som deres hjem, præcis ligesom jeg havde gjort fire måneder tidligere, det var for alvor blevet Borchs i halvfemserne.
Og her er vi så nu: Borchs i halvfemserne må betegnes som et meget levende kollegium, hvor alle taler med hinanden på alle tidspunkter og alle steder og gerne op til flere gange dagligt. Det skal jeg være den sidste til at beklage. Nogen egentlig borchiansk tone kan jeg ikke længere finde, men det kan hænge sammen med, at jeg har boet her så længe, at tonen efterhånden er gået mig i blodet. Imidlertid er jeg ganske sikker på, at hver og en alumne nu som før og i al fremtid - har en ganske sikker fornemmelse af, at det er et ganske særligt sted han bor, hverken kollektiv eller kollegium, men Borchs, begrebet, trehundrede år gammelt, fuldt af traditioner og derfor også utraditionelt. At det ikke bare er "noget" faldt mig for alvor ind, da jeg var ved at slå mig selv groggy med sætningen: Tænk, hvis Borchs brændte! Det ville visselig være en katastrofe, tanken er langt mere alvorlig end for eksempel: Tænk, hvis Slagelse Amts Kollegium brændte. Det er naturligvis heller ikke en rar tanke, specielt ikke for dem i Slagelse, men her ville forsikringsselskabet dog kunne udbedre de største skader. Det ville de ikke kunne med Borchs: Borchs er uerstatteligt.
Fra: Bencard m.fl. 1991, 171-175.
